Jeg har tidligere fortalt om, hvorledes jeg har kombineret min hukommelse med mine 42 dagbøger, og nu kan jeg lave lidt ”feedback” på processen.
Naturligvis har dagbøgerne
hjulpet med at huske detaljer, navne, datoer etc., men de har også haft en hel anden værdi, idet de har hjulpet med til at grave tildragelser frem, som jeg har glemt eller slet ikke har ønsket at huske!
Således
manglede der en beskrivelse af en overordentlig vigtig og samtidig grænseoverskridende begivenhed, der skete på en safaritur i 1969. Alle andre safariture var i detaljer beskrevet i mine breve til mine forældre, men denne manglede og
hvorfor gjorde den det?
Det var, fordi jeg simpelthen ikke ville fortælle mine forældre om oplevelserne på denne tur og gøre dem utrygge og bange for deres datter og barnebarn i det mørke Afrika!
Vi
var i Tanzania tæt på grænsen til Uganda. Vi var Arthur, Martin og jeg, og vi var på vej til en Lodge i området. Det var sent på aftenen, og det var bælgmørkt. Så vidt, jeg husker, var det mig, der kørte.
Pludselig, lige efter et sving, var vi lige ved et køre ind i en træstamme, der lå hen over vejen. Bilen stoppede brat, og mens vi var ved at stige ud, kom der tre personer hen til bilen, og med barske stemmer befalede de
os på swahili at forlade bilen.
Jeg var naturligvis dybt chokeret, selv om jeg vidste, at det var vore penge og værdier, de var ude efter. Tanken om, at Martin stadig sad i bilen, virkede helt lammende på mig, og jeg vidste
snart hverken ud eller ind. Jeg ville gerne skåne ham, men hvordan? Jeg var så chokeret, at jeg faktisk ikke huskede særlig meget af, hvad der så skete.
Men så her ved juletid i 2013 kom Martin og jeg til at
tale om oplevelsen, og det viste sig, at han stadig havde bevaret en del af det i sin hukommelse.
Han huskede frygten og uhyggen, men kunne også huske visse væsentlige detaljer, som jeg havde mere eller mindre fortrængt.
Dog var jeg sikker på, at det var Martins fortjeneste, at hændelse fik en god slutning.
Da jeg gerne ville have denne oplevelse med i mine erindringer, har jeg bedt Martin om at gengive, hvad han husker.
Her
er Martins version.
Det var meget mørkt, husker jeg. Jeg befandt mig på bagsædet. Stemningen var noget underlig - lidt trykket. Der var noget som blokerede tværs henover vejen, måske nogen
stammer. Jeg husker ingen ord, men fornemmede derimod, at det var meget stille.
Dette er alt, hvad jeg kan få frem på lystavlen. Faktisk dukkede erindringen om denne episode først op til min bevidsthed for en
4 - 5 år siden, og jeg måtte spørge min mor, om episoden virkelig var sket. Jeg må have fortrængt den!
Martin har udelukkende skrevet, hvad han virkelig husker. Han sad på bagsædet og havde
vel næppe set de tre mænd, for han blev ikke kommanderet ud af bilen. Han var 5 år og gik i 1. klasse og talte et hæderligt swahili.
Arthur og jeg steg ud af bilen, som vi var blevet bedt om, mens Martin blev inde
på bagsædet. Jeg tror ikke ”mørkemændene” var klar over, at der var et barn med, før de på swahili hørte følgende ord inde fra bilen:
”I må ikke gøre hende
noget. Hun er min mor!”
Da de 3 sorte mænd hørte den lille hvide drengs nødråb på derers eget sprog, forsvandt
de lydløst bort i mørket.
Vore penge
og værdigenstande lå stadig i bilen, og der var ikke sket os noget. Lette om hjertet
fjernede vi træstammen og kørte i stor tavshed videre i den mørke afrikanske nat og nåede
lidt
senere velbeholden frem til Lodgen.