Karen og Mads Svarre

Mads og Karens ældste datter, Elisabeth - også kaldet Lise -havde indsamlet en del arkivalier vedrørende slægten, men på grund af hendes alt for tidlige død som 55-årig i 1990 nåede hun ikke at få bearbejdet materialet.

Ved Mads’ død i 2000 forærede Mariann Frederiksen, Lises datter, alle Mads’ børn et fint hæfte med mange spændede fotografier fra Mads og Karens tilværelse før og under deres ægteskab. Det var Marianns initiativ, der gav stødet til, at mine søskende og jeg gik i dialog om at skabe dette Bidrag til historien om Karen og Mads.

Men det er kun et bidrag, for deres historie er meget længere. Noget ved vi, noget kan vi huske, meget har vi glemt, og vi søskende har ikke oplevet og opfattet vore forældre på samme måde, så derfor blive dette bidrag måske mest præget af min opfattelse, og den er slet ikke endegyldig ikke mindst i betragtning af, at jeg ikke har boet hjemme siden jeg var 11.

Der er mange løse ender og sikkert også adskillige fejl og misforståelser, men jeg håber alligevel, at dette bidrag kan give en eller anden lyst til at forske yderligere i Karen og Mads’ spændende historie.

December 2006 Ole Svarre　

Foreningen: Laang Mikkels Slaw har udgivet en slægtsoversigt, 2. udgave 1995, hvori der er data på alle efterkommere af Lange Mikkel - 1.495 i alt. Foreningens sekretær er Thorkil Sohn, Sognegårdasvej 15, 6990 Ulfborg, tlf. 97495407 og redaktør af slægtstavlen er Jens V. Olsen, Bandholmvej 5, Veddelev, 4000 Roskilde, tlf. 46755173. Kuhlemeierslægtens kan findes på: www.kuhlmeier.esenet.dk/kuhl

Mariane Poulsen

 Mads Marius Poulsen Mikkelsen Svarre blev født d. 23/1 1902 på Jegindø Andelsmejeri. Jegindø ligger lidt nord for Venø. Han var tvilling, men hans bror, Mikael Ingvard Mikkelsen Svarre, døde ved fødslen, selv om han var den største. Mads var så lille ved fødslen, at han blev straks hjemmedøbt. Den 28. marts 1902 blev han fremstillet i kirken. 

Hans mor hed Mariane Poulsen. Hun blev født 15/9 1871 i Humlum - et lille fiskeleje på fastlandet vest for Venø. Hendes far drev fiskeri med en sjægt i Limfjorden. 

Hans far hed Jens Christian Mikkelsen. Han blev født 6/4 1874 på en gård i Debel på Fur. Mariane og Jens Christian blev gift i Humlum d. 28/3 1899.

I 1902 tog Christian sin fars mellemnavn som sit efternavn. Han hed nu Jens Christian Mikkelsen Svarre og blev kaldt Christian Svarre. „Svarre" er navnet på en dalsænkning, der gik fra kysten og ind til Debel.

Birtha - 2 år i 1902. Så stor var Birtha, da Mads blev født.

Vi ved ikke, hvornår de nygifte flyttede til Jegindø, men vi ved, at Christian Svarre blev ansat som mejeribestyrer på Jegindø Andelsmejeri 1/2 1900 til en årlig løn på 625 kr. + diverse tillæg.

Bertha Camilla Mikkelsen blev født 24/12 1899 i Humlum, mens de øvrige børn blev født på Jegindø.

Martha Marie Mikkelsen blev født 16/2 1901, men døde allerede 3/4 1902.

Marius Mads Poulsen Mikkelsen Svarre blev født d. 23/1 1902.

Mikael Ingvard Mikkelsen Svarre blev født d. 23/1 1902 og døde ved fødslen.

Efter at have mister to ganske små børn inden for 3 måneder flyttede familien i 1903 til Venø. Her blev Christian ansat som mejerist på Sønderskov - den største gård på sydspidsen af øen. Da der ikke var fast forbindelse til fastlandet, måtte al mælken derfor forarbejdes på øen.

Christian begyndte at bygge dette hvidkalkede hus på øens vestside. Det gamle fiskerhus er her blevet stærkt moderniseret.

Da familien kom til Venø lejede de sig ind i et rødt længehus nær ved fiskelejet. Huset havde gavlen mod vest ud mod fjorden.

Den unge mejerist havde lang vej at gå for at komme på arbejde på Sønderskov. Muligvis har han haft en hest. Sønderskov var en gammel stråtækt gård. Den blev bygget i 1802 af munkesten. Det lille mejeri lå i stuehusets kampestenskælder. Her blev øens mælk behandlet.

Trækkraften til centrifugen kom fra en hestegang i gården, og den nødvendige damp blev leveret af en lille dampkedel. Sønderskov fik nye længer i 1923, men på grund af leg med tændstikker nedbrændte gården totalt i en oktoberstorm i 1931.

Christian var åbentbar en foretagsom mand, for han gik i gang med at bygge et hvidkalket hus. Det lå bag ved det hus, hvor telefoncentralen havde til huse i mange år. Så snart huset var færdigt, skulle familien flytte hertil, men det kom til at gå helt anderledes, for Mariane fik tuberkulose og døde som 32-årig d. 23/10 1903. Hun blev begravet på Venø lige inden for lågen til venstre. Graven er nu sløjfet, men stenen står på kirkegårdens lapidarium mod øst.

Ægteskabet varede ikke engang 5 år, og Christian havde på disse år mistet kone og 2 børn og sad tilbage med 1 barn på 10 måneder og et på 4 år.

Christian Svarres hotel i Kolding.

Christian stod nu tilbage med 2 små børn på 1 og 3 år. Det var svært for ham at skulle passe både sit arbejde som mejerist og sine 2 børn. Det blev derfor en stor lettelse for ham, da Andrea og David Madsen (se senere) tilbød at tage Mads i pleje.

Der gik kun kort tid, før Christian forelskede sig i præstegårdens hushjælp, Marie Jørgensen, der var født i Jelling 8/7 1863. De blev gift d. 10/2 1905. Han var 30 og hun 41 år.

Christian rejste nu fra øen sammen med Marie og lille Bertha. De flyttede til Hillerød, hvor Christian købte eller forpagtede Missionshotellet. Hvor de fik midlerne fra til at flytte til Hillerød og etablere sig her, forlyder der intet om.

D. 1/10 1908 flyttede familien til Kolding, hvor de overtog byens Missionshotel.

Christian døde i Kolding d. 19/5 1915 - kun 41 år gammel. Da var Marie 51 og Birtha 16 år. Christian ligger begravet i Kolding. Marie fortsatte driften i endnu 3 år, hvorefter hun solgte hotellet i 1918.

Betha traf sin mand, købmand Jens Peter Larsen, på missionshotellet, hvor han kom og spiste sin mad. De blev gift i 1921. De bosatte sig i Nykøbing F., og sammen fik de 3 sønner og en datter, Gunnar, Arne, Lars og Lisbeth. Birtha døde d. 2/7 1989 og blev begravet i Nykøbing F.

Som tidligere beskrevet kom Christian Svarre som 29-årig med sin familie til Venø i 1903, hvor han fik arbejde som mejerist på Sønderskov.

De boede til leje nær stranden midt på øen, men inden længe begyndte de at bygge deres eget hus. De nåede vist ikke at flytte ind i det, for efter Marianes død i 1903 giftede han sig med den 10 år ældre Marie og rejste sammen med hende og datteren til Hillerød i 1905.

Her købte han missionshotellet, som de havde i 3 år, hvorefter de flyttede til Kolding, hvor de overtog et andet Missionshotel, som de lod udvide med en ekstra etage.

Hvor har han haft pengene fra til disse investeringer? Det har ikke været muligt at tjene så meget som mejerist på Jegindø og Venø i de få år, han var der. Mon han havde arvet? 

I 1909 udkom bogen: Christian Svarres Congofærd på 306 sider af Jürgen Jürgensen, der var officer i Den belgiske Congohær fra 1898-1906. I bogen omtales mange personer, som virkelig har eksisteret og er nærmere beskrevet i: Skandinaver i Congo af H. Jenssen-Tusch, men det er Christian Svarre ikke.

Har Christian Svarre tjent sine penge som soldat / officer i Congo, da han var 20-24 år, og før han blev gift i 1899.

Teoretisk kunne han have været sammen med forfatteren, Jürgen Jürgensen i dennes første år i Congo og fortalt sit eventyr til ham. Christian tog først officielt navnet Svarre i 1902, men han kunne sagtens have gået under navnet Svarre i Congo.

Skyldes Christians alt for tidlige død svækkelser efter tropesygdomme? Er Christians smykke en urkæde eller noget, der stammer fra Afrika? Hvad med de to ringe - en på hver hånd? Fotografiet er sikkert fra før, han blev gift. Det er fremstillet hos fotograf F. Hansen, Vesterbrogade 43, København.

Har Christian Svarre været i Congo? Eller er han en opdigtet person i romanen? Hvem løser dette mysterium?

Sølvkruset er fra 1648, mens skeen er fra 1588. Begge dele har været nedgravet ved Nørskov.

Nørskov er Venøs største gård. Den ligger på nordspidsen af øen ganske tæt ved Vigen. Gården er nu blevet til en særdeles veldrevet gård, fordi driftige bønder gennem tiderne har forstået at få det bedste ud af den magre jord.

I 1720 arvede Anders Madsen gården efter sin far Mads. Gården går derefter videre til sønnen: Mads Nørskov Andersen, hvis søn Anders Nørskov Andersen fører gården videre. Gården blev i familiens eje indtil begyndelse af 1900-tallet, hvor den blev solgt.

Nørskov lå dengang længere nede mod Vigen, men efter den voldsomme stormflod i 1839, blev gården flyttet op til det nuværende sted af Anders Nørskov Andersen.

Af frygt for svenskerne gravede man i 1600-tallet sit sølvtøj ned i nærheden af gården.

Maren Andersen Nørskov

Anders Nørskov Andersen blev gift med Maren Nielsdatter, der nu fik navnet Maren Andersen Nørskov.

Den 27/4 1860 døde Anders Nørskov Andersen pludselig som 51-årig. I følge rygterne blev han forgivet af karlen, Jens Riis Knudsen, som havde et forhold til gårdejerens kone, Maren.

På Venø har der givetvis været megen snak i krogene om det, der foregik på Nørskov, men da det var et lille samfund, hvor alle var afhængige af hinanden, blev der ikke foretaget nogen undersøgelse.

Maren forblev på gården, og allerede året efter - 3. august 1861 - giftede hun sig med karlen Jens Riis Knudsen, der nu blev gårdejer. Hun var 39 år og han 20.

Maren havde været gift med en 13 år ældre mand. Nu fik hun en, der oven i købet var 19 år yngre, end hun selv var.

Maren havde i sit første ægteskab ingen børn, men i det nye ægteskab blev det til to børn. Deres første, Andrea Jensen (hendes far hed Jens Riis Knudsen), blev endda født d. 3/7 1861 - en hel måned før deres ægteskab. Deres næste barn Dorthea Marie Jensen blev født 11/1 1865. Billedet af de to piger øverst på siden er taget i et atelier i Holstebro.

Karen Andersen

I 1800-tallet flyttede en familie med navnet Jens Nielsen Østergaard og Karen Andersen fra Ejsing - en lille landsby i Salling nord for Vinderup - til København. Her fik Jens Nielsen Østergaard arbejde som portner ved Det kongelige Frederiks Hospital. De fik en dreng og en pige. Drengen blev født d. 5/5 1865 og fik navnet Mads Peter Emanuel Østergaard.

Familien flyttede senere til Esbjerg. Jens Nielsen Østergaard døde i 1913. Han blev 80 år.

Andrea og Emanuel Østergaard

Emanuel kom til sin onkel på Venø. Hvor længe han var der, vides ikke, men han forelskede sig i Andrea - den ældste datter på Nørskov.

Den 27/3 1890 blev Andrea og Emanuel gift. Efter indgået ægteskab flyttede de ind på Nørskov hos Andreas forældre. 

På det tidspunkt var Jens Riis Knudsen 49 år og Maren 68, og de var sikkert begge udslidte. De overlod i hvert fald driften af gården til det unge par.

Andrea sammen med sine 2 ældste døtre, Agnes og Maren.

Andrea og Emanuel fik 3 børn.

Karen Jensine Østergaard (født 30/12 1891 - død 19/11 1896). Hendes død var meget tragisk, idet hun som knap 5-årig skoldede sig ihjel. Hun faldt over i et kar med kogende vand, som de skulle bruge til at skolde en gris i, så hårene kunne skrabes af skindet.

Maren Jensine (Mae) Østergaard (født 3/7 1893 - død 1/3 1963).

Ane Marie Agnes (Mitte) Østergaard (født 4/11 1895 - død 10/1 1985). 

Emanuel døde af tuberkulose som 32-årig d. 19/4 1897, blot et halvt år efter lille Karens voldsomme død. Han efterlod sig 2 små piger, hvoraf den ældste ikke engang var 4 år.

Opstillet billede af Andrea og Emanuel. Det er sikkert fra omkring 1895-96. Emanuel er lige fyldt 30 år, men han ser meget ældre ud på billedet.

Året efter d. 20/4 1898 døde også Maren, Andreas mor og Jens Riis Knudsens kone. Hun blev 76 år.

Efter disse dødsfald besluttede familien sig for at forlade gården og flytte ned midt på øen. De overlod Nørskov til Andreas søster Marie Dorthea og hendes mand Johan Jacobsen, der senere solgte gården og flyttede til Aulum. 

Jens Riis Knudsen flyttede ind i et lille husmandssted nord for fiskelejet sammen med sin Andrea og de to piger. (Det lille sted ligger der stadig - lige nord for Venø kro.)

Ane Katrine Madsens hus ved fiskelejet. Lærervikar Andreas Rendtoft til hest.

Lige over for havnen ligger der nu et fint rødt stråtækt sommerhus. - I mange år var der her et håndkøbsudsalg, der gik under navnet „Moster Håndkøb". I dette hus boede Ane Kathrine Madsen sammen med sin søn David.

Ane Katrines mand var død af tuberkulose. Nu ernærede hun sig som øens postbud. Hver dag gik hun ned til sydspidsen af Venø, hvor hun blev roet over i en lille jolle til Kleppen. Herfra vandrede hun til Struer, hvor hun hentede øens post på postkontoret.

Så vendte hun om og gik tilbage, hejste flaget på Kleppen og ventede på færgemanden, som så roede hende tilbage over sundet, hvorefter hun afleverede posten i de forskellige hjem på hele øen.

Sjægtene var klædt på med et stort sejlareal. I mange år afholdt fiskerne kapsejlads rundt om Venø. 1. præmie fra Fiskeriforeningen i Struer er vundet af David Madsen 4/8 1907.

David Nygaard Madsen blev født 22/9 1875 . Han var søn af fisker Mads Andersen 1834-1888 og postbud Ane Kathrine Madsen 1837-1924. De havde i alt 4 børn og boede i huset.

På Venø var der omkring år 1900 godt 30 fiskere, som drev deres fiskeri fra små hurtigsejlende limfjordssjægte. Sjægtene kunne sejle helt ind til stranden, når fiskerne skulle af med deres fangst.

Sjægtene var udstyret med en dam, hvor fiskene kunne holdes levende og friske.

I fjorden var der store mængder af fisk, især ål, sild, fladfisk, torsk, stenbidere, rejer og hummere.

David har formentlig været beskæftiget ved fiskeriet.

Andrea Østergaard var flyttet fra Nørskov og boede nu sammen med sine to døtre - Maren og Agnes hos sin far i husmandsstedet lidt syd for fiskerlejet.

Der gik ikke lang tid, før den 40-årige enkefrue, Andrea, forelskede sig i postbud Ane Kathrines 25-årige søn, David. Den 14 maj 1901 giftede de sig, og Andrea flyttede nu fra faren, Jens Riis Knudsen og ind hos David og Ane Kathrine.

Andrea medbragte sine to småpiger på 6 og 8 år samt 2 plejebørn, Svend og Emsy, hvis mor var den ugifte Stine Jacobsen, der var datter af Andreas søster Maria Dorthea på Nørskov. Efter Marianes død 23/1 1903 tog de også hendes og Christian lille etårige Mads i pleje.

David og Andrea ønskede nu at skabe deres eget hjem. I 1903 byggede de derfor et husmandssted, hvis jord stødte op til det husmandssted, hvor Andreas far nu boede alene, efter at Nørskov var blevet overdraget til hans datter Dorthea Marie, Andreas søster.

Det ser ikke ud til at Svend og Emsy fulgte med til det nye hus, og det vides ikke, om de kom hjem til deres mor, til deres mormor på Nørskov eller blev boende hos Ane Kathrine.

Ane Katrine Madsen, David Madsens mor og det tidligere postbud.

 Husmandsstedet var ikke stort, og jorden var elendig. Den bestod af et særdeles fugtigt engdrag med små strandsøer ud til fjorden mod vest, samt lidt bedre jord nord og øst for huset. På stedet kunne der drives lidt landbrug med et par grise, køer, får og høns, som Andrea passede.

David sørgede for øens postbefordring, som han havde overtaget efter sin mor, der nu var blevet 65 år.

David har sikkert også i begyndelsen gået til Struer efter posten, men så byggede han en limfjordssjægt, så han på en mere behagelig og hurtigere måde kunne komme til Struer.

Hans vigtigste opgave var at hente posten, men han handlede også og ordnede andre ting for Venøboerne i Struer.

Mads og Mitte klar til fiskeri ca. 1924.

I begyndelse af 1900-tallet var tilværelsen stadig ret primitiv på Venø. Der var ingen fast skibs-forbindelse til fastlandet, og der var heller ikke bygget nogen havn. Hvis man skulle til fastlandet, måtte man gå til sydspidsen af øen for her at blive færget over af færgemanden i en lille jolle.

Fiskerne kunne bruge deres limfjordssjægte, og de tog en gang imellem til fastlandet for at afsætte deres fangst.

På øen var der ingen elektricitet, og vand måtte man selv pumpe op fra en brønd. Der var ikke kloakeret, og toilettet var en spand i udhuset eller køernes skiderende i stalden. Der fandtes ingen hjælpemidler på gårdene med undtagelse af enkelte vindmøller, der på forskellig vis kunne give mekanisk kraft til maling af korn m.v.

De fleste familier var selvforsynende, og alle hjalp til. På gårdene måtte børnene arbejde i marken med at samle sten, hakke roer, rense for ukrudt, sætte neg op i stakke og samle kartofler op, men de hjalp også til med at hentes vand, samle brænde, malke køerne, flytte dyrene på marken og meget andet.

Husmændene dyrkede lidt jord, men de måtte også fiske ved siden af for at klare den daglige tilværelse. Mads har været med til at fiske og stryge rejer, som de to billeder fortæller.

Det er vist Mads yderst til venstre.

Lille Mads blev som den yngste forkælet i plejehjemmet. Maren (som senere tog navnet Mae) og Agnes (der gik under navnet Mitte) var henholdsvis 8 og 6 år ældre end ham.

Mads blev opdraget indremissionsk, ikke blot i hjemmet, men også da han senere kom i skole i præsteboligen, hvor han blev undervist af skiftende præster.

Mads gik først i skole hos Pastor Carl Thomsen. Derefter hos pastor Axel Holm, pastor M. R. Jørgensen og sluttede med pastor A. L. Andreasen, der også konfirmerede ham. Kun det sidste halve år blev han undervist i den nye skole,der blev bygget i 1911. En lærerinde tog sig af de små, mens præsten underviste de store. Børnene gik ikke i skole hver dag.

Birtha Camilla Mikkelsen Svarre. Mads’ storesøster, som her er ca. 15 år.

Børnene fik selvfølgelig også tid til leg. På de lavvandede strandsøer mod vest løb børnene på deres hjemmelavede træskøjter, og de større børn var ofte med, når Limfjorden var dækket med is, og det var tid til at stanget ål.

Men legen bestod ofte af aktiviteter, som børnene havde nære relationer til. Fiskerdrengene byggede små både, som de gav sejl, så de kunne sejle i de små strandsøer eller nede ved fjorden.

Bønderbørnene legede i høet, byggede huler i halmen og legede bondegård i græsset, hvor de flyttede rundt med deres husdyr, der var sten med huller i, så dyrene kunne tøjres.

Pigerne legede far, mor og børn med deres dukker. I det fri legede børnene skjul, tagfat og kastede med sten.

Da Mads var 12½ år, fik Andrea og David brev fra Mads’ rigtige far, Christian Svarre. I brevet stod der, at Mads nu skulle flytte hjem til Kolding for at bo der. Måske ønskede Christian at have Mads til hjælp på Missionshotellet, eller måske var Christian syg, for han døde allerede det følgende år d. 19/5 1915.

Da Mads ikke var adopteret, men kun et plejebarn, var det en vanskelig situation. Mads, David og Andrea var meget berørt af situationen, og man undlod at sende drengen af sted.

I begyndelsen af august 1914 kom så det afbillede og barske brev fra overretssagfører Chr. Karnov i Kolding, der truede med fogeden, såfremt Mads ikke omgående blev sendt af sted. Kufferten blev pakket, og Mads erklærede, at han flygtede tilbage til Venø, såfremt han blev sendt af sted til Kolding.

Birtha skrev også til Mads for at få ham til at rejse, men det hjalp heller ikke.

Andrea og David var meget vrede, og de var så fortørnede, at de skrev barske, men også rørende breve til Christian.

Lidt efter lidt fik de overtalt Christian til at lade Mads selv bestemme, hvor han ville være.

Mads var ikke i tvivl. Han valgte plejehjemmet på Venø.

David og Andrea syntes, at Christian havde vist storsind og kærlig forståelse, hvilket de ikke lagde skjul på.

Maren og Karen Svarre ombord i en jolle. Mae måtte efter operationen gå med specialsyede støvler.

Andrea og David syntes, at deres børn skulle have en uddannelse, for på Venø var der ikke andre muligheder, end at blive fisker eller komme i arbejde i landbruget.

Maren kom på Nørre Nissum seminarium, men blev ikke lærer, måske fordi hun fik en hoftelidelse, der bevirkede, at hun måtte benytte en særlig forhøjet støvle til sit ene ben.

Til gengæld fik hun en kontor-uddannelse hos DSB i Struer og blev senere forflyttet til Århus.

På denne liste er sygeplejerke Agnes Østergaard nævnt.

Agnes havde også gået et år på Seminariet, men valgte så at blive elev på Sygehuset i Herning. Herved fik hun mulighed for at sejle som sygeplejerske på flere af ØK’s passagerskibe i Middelhavet og i Nordatlanten.

Anders Jensen.

Da Mads var blevet 14 år og konfirmeret, blev han d. 16. april 1916 sat i lære som tømrer og snedker hos tømrermester T. Jensen i Struer, hvor han også boede og spiste.

For at gøre uddannelsen færdig blev han sendt til håndværkerskolen i Haslev i to omgange. Disse ophold betød meget for Mads, og han talte ofte om dem.

Som uddannet tømrersvend blev han først ansat hos tømrermesteren i Struer, men senere fik han arbejde som tømreri Baldersbo i Sønderjylland.

Det var dog ikke mange år, Mads kom til at arbejde som tømrer, for hans plejefar, David Madsen, manglede i 1923 pludselig en medhjælp til sejladserne mellem Venø og Struer. Den pukkelryggede Anders Jensen Madsen, der havde hjulpet ham hidtil, var afgået ved døden, så derfor måtte den 21-årige Mads komme hjem og hjælpe til ved sejladserne.

Den nye postmotorbåd modtaget ved Venøbroen med flag og af mange af øens kommende brugere af den stærkt forbedrede forbindelse til Struer.

Mads blev som sagt kaldt hjem i 1923. David havde allerede i 1920 fået sin første sejlbåd mellem Venø og Struer.

Det varede kun ganske få år, før den første båd, Ternen, blev bygget om til en motorbåd. 

Indtil havnen blev færdigbygget i 1929, lagde postbåden til ved en landgangsbro ud for fiskelejet, mens sjægtene lå for anker, når de havde landet deres fangst på stranden.

Postbåden SVANEN 3 år efter havneindvielsen i 1926. Davids barndomshjem er det hvide hus til højre i billedet.

I mange år havde Venøboerne ønsket sig en havn. Fiskerne ville gerne have et sikkert sted til deres både, og landmændene ønskede at sælge deres forskellige landbrugsvarer, såsom grise, mælk og kartofler på fastlandet.

Havnebyggeriet blev sat i gang i foråret 1926. Byggeriet kom til at koste 33.000 kr., hvoraf stat og amt gav et tilskud på 21.000 kr. Venøboerne skaffede resten. Da de selv udførte selve arbejdet, blev de også ejere af havnen.

David fik bygget en ny båd på skibsværftet i Struer. Den blev færdig i 1929 og fik navnet Svanen.

Mads var medhjælper hos sin plejefar i 9 år. Dagligt sejlede de sammen til Struer ved 8-tiden med passagerer, mælk og andre landsbrugsvarer. På hjemturen havde de posten og de daglige fornødenheder med til Venøs befolkning. Når postbåden ankom ved middagstid, var der altid mange mennesker på kajen for at snakke, hente post og varer.

Mads så sådan ud, da Karen mødte ham på postbåden.

Mads var en særdeles flot fyr, som med sit vindende væsen og charme var i stand til at gøre indtryk - ikke mindst på de unge piger.

I sommeren 1929 cyklede 2 unge sygeplejersker, Karen og Dorkas, fra Svendborg til Jylland. Dorkas ville besøge nogle bekendte på Venø, så de tog postbåden fra Struer.

På sejlturen blev Mads dybt forelsket i den smukke Karen Metha Andersen.

I den korte tid Karen og Mads var sammen på Venø, tog Mads den beslutning, at han under ingen omstændigheder ville slippe Karen. Han ville giftes med hende, selv om han var klar over, at det ikke ville blive let for ham at erobre den fynske pige.

Han skrev, ringede og opsøgte hende i Svendborg og i Viborg, hvor hun supplerede psykiatri. Mads tryglede og bad hende om at blive hans kone på Venø.

Karen lod sig til sidst overtale, og de blev gift året efter d. 12. oktober 1930 i Ejby kirke i Odense.

Niels Andersen 1854 - 1924

Karens far, Niels Andersen blev født i 1854 i Vissebjerg på Fyn. Som 34-årig var han forlovet med Maren Dorthea Conradsen Kuhlemeier på 19 år. Da hun en dag kom hjem og fandt Niels i seng med sin storesøster, Marie, slog det så meget klik for hende, at hun måtte indlægges på sindssygehospitalet i 2 år.

Samme år - 1888 - giftede Niels sig med sin forlovedes søster på 27 år Marie Conradsen Kuhlemeier, som han havde været Dorthea utro med. De fik sammen datteren Petra, men ægteskabet varede kun 4 år, idet Marie døde i 1892.

Niels giftede sig kort efter med Maries søster Maren Dorthea , hans tidligere forlovede. Han var da 38 år, mens hun var 23. Maren Dorthea blev Karens mor.

Dorthea og Niels fik 6 børn, som alle er født i Hjallese i udkanten af Odense.

Martha sammen med Morten Korchs bror kort tid, før hun døde i 1910.

Karen har ikke fortalt meget om sin barndom i Odense, kun at søskendeflokken betød meget for hende. Martha, den førstefødte, døde som 17-årig af blindtarmsbetændelse i 1910.

I 1905 købte Niels Solbakken på Nyborg Landevej 122. Bag ved huset var der en gårdsplads med et udhus og et par lokummer til brug for husets lejere.

Det var små lejligheder uden moderne faciliteter som bad, toilet eller centralvarme.

Senere købte han jorden bag huset og byggede en staldbygning til vogne og et par heste. Herfra drev han sin vognmandsforretning. I893 havde han fået borgerskab som hyrekusk og vognmand. Bag stalden var der en have med hønsegård til høns, kyllinger og duer. Haven stødte op til Odense å.

Karen med lille Gerhard ca. 1918.

Se billedet ovenfor:

0. Martha (født 1893) ugift. Hun døde, før billedet blev taget.

1. Gerda (født 1895) gift med Peter Petersen. Ingen børn. 

2. Ida (1896) gift m. Laurits Madsen. 2 børn, Åse og Henning. 

3. Elna (født 1898) gift med Mølle Møllegaard. 1 barn: Hans. Da Elna blev gravid som ung pige, flyttede hun til Sjælland, hvor barnet blev født og bortadopteret. Ingen hørte om det, før Elna kom på plejehjemmet og fik besøg af sin datter, Edel. 

4. Karen (født 1903) gift med Mads Svarre. 5 børn. David, Niels Ole, Elisabeth, Vibeke og Gerda. 

5. Augusta (født 1904) - kaldet Gusta eller Duda. Ugift. 

6. Ludvig (født1906) gift med Agnes. 2 børn. Bitten og Hans.

Så snart børnene var blevet konfirmeret, skulle de klare sig selv. Karen fik plads som barnepige i en præstegård i Gentofte. Her var hendes opgave at tage sig af sønnen, Gerhard Schepelern. Karen var i præstegården i 5-6 år.

Gerhard var meget musikalsk, og han opnåede senere at blive den berømte dirigent for Den jyske Opera. Karen fulgte med i dirigentens liv, og hendes interesse for klassisk musik blev netop styrket gennem kendskabet til ham, som hun også flere gange senere havde kontakt med.

Augusta blev i 1923 ansat som kokkepige hos samme præstefamilie, hvor hun var i 2 år.

Dorkas og Karen på vej mod Venø i sommeren 1929.

Karen besluttede sig til at blive sygeplejerske. Hun søgte og blev optaget som elev på Svendborg centralsygehus, hvor hun var i 3 år til elevtiden var overstået.

Hendes uddannelse kom til at betyde meget for hen-de hele livet igennem.

Det var i 1929, at Karen havde sin skæbnecykletur til Venø, hvor hun ombord på postbåden traf Mads og blev forelsket.

For at lære ham bedre at kende besluttede hun sig for at flytte til Jylland. Hun søgte ind på Statshospitalet i Viborg, hvor hun kom til at supplere psykiatri.

Der var mange ting, Karen måtte vænne sig til, hvis hun skulle gifte sig med Mads og flytte til den lille ø, Venø, som på det tidspunkt var ret så afsondret og tilbagestående.

Karen var en moderne, ung kvinde, der havde levet i en stor by. Hun kom fra et hjem, der var præget af grundtvigske tanker og med andre holdninger end dem, der var udbredt blandt de stærkt indremissionske folk, der levede deres mørketilværelse på Venø, hvor Danmarks mindste kirke og det lille missionshus var øens eneste samlingssted.

Karen gjorde sig mange tanker om, hvordan hun ville klare en sådan omvæltning. Hvordan ville Venøboerne se på hende? Ville hun blive accepteret? Hvordan ville hun klare at leve så tæt på Mads` plejeforældre i den første tid, hvor de ikke havde deres eget hjem?

Ved ankomsten til Venø flyttede de nygifte ind i huset hos David og Andrea. På loftet fik det unge par indrettet et soveværelse og nedenunder en stue i husets østlige ende.

Det var selvfølgelig en berigelse for Venø, at en sygeplejerske blev gift ind i det lille samfund, og i de følgende år benyttede Venøboerne sig meget af det. Ganske vist var Mads’ plejesøster, Agnes også uddannet sygeplejerske, men hun havde arbejde andetsteds bl.a. som privat sygeplejerske eller som sygeplejerske til søs.

Når man havde brug for en læge på Venø, blev postbåden sendt af sted til Humlum. Her hoppede lægen ombord og sejlede til øen, hvor han enten gik på sygebesøg eller blev afhentet i en hestevogn. Hvis patienten skulle indlægges, blev vedkommende båret eller transporteret i hestevogn til postbåden, som så sejlede til fastlandet, hvor en ambulance stod klar til at køre patienten til hospitalet i Holstebro.

Besværligt, men det fungerede, og Karen assisterede lægen.

Karen og Mads med deres 3 første børn sammen med Andrea foran hendes hus.

Der skete mange store ting for Karen og Mads i deres 5 første fælles år. Mads var endnu medhjælper hos sin plejefar, David, men da han døde som 56-årig i 1931 af åreforkalkning, som han sikkert havde overlevet, hvis han ikke var blevet beordret sengeleje, overtog Mads både postruten og båden.

Det skabte en del utilfredshed på Venø, fordi Anders Madsen, der var bror til David, mente, at det var ham, der burde have postembedet og båden i stedet for Mads, der „kun" var plejebarn hos David og Andrea.

Sammen år nedkom Karen med sit første barn, der fik navnet David efter Mads’ just afdøde plejefar. Året efter fødtes Niels Ole, der fik navnet Niels efter Karens far, der var død i 1924. Godt to år efter blev Elisabeth Marijane, kaldet Lise, født. Hun opkaldtes efter Mads’ rigtige mor, der døde, allerede inden Mads blev 2 år.

De unge mennesker, som nu havde fået 3 børn, ønskede brændende at få deres helt eget hjem, og derfor købte de en tønde land = 5.516 m², der bestod af nogle lave bølgeformede lyngsarealer lidt syd for Venø By.

Her blev deres bungalow bygget af en murermester fra Struer. Uheldigvis blæste det voldsomt op, da murene var rejst, hvorved hele huset styrtede sammen. Men det blev opført påny, og hele herligheden kom til at koste 9.000 kr.

Det var lige før huset blev klar til rejsegilde, at vestenstormen nedlægger huset.

Da huset var færdigt, gik Mads i gang med at beplante hele grunden med gran og fyr. Det blev gjort for at skaffe læ for vestenvinden. Huset lå med pragtfuld udsigt over Limfjorden og Venø by med de lave engdrag mod nord.

Det blev ikke et hus som andre på Venø. Det bar præg af, at Mads ville vise sin fynske kone, at på Venø kunne man også skabe noget, der var anderledes. Karen var stolt, men Venøboerne var rystede. 

Huset var stort. 2 store stuer, et stort badeværelse, hall, soveværelse med direkte adgang til bad og toilet og et barneværelse med senge til 5.

I kælderen var der vaskerum, viktualierum, fyrrum med plads til brændsel, 3 værelser og et stort værksted.

Huset blev udstyret med centralvarme, med indendørs bad og toilet, hvortil vandet ikke blev pumpet op af en almindelig vandpost, men ved hjælp af en benzinmotor, der kunne startes i et maskinhus. Da det under 2. Verdenskrig kneb med at skaffe benzin, byggede Mads en vindmølle, som pumpede vandet op. I huset fik Mads også installeret el, og strømmen blev leveret fra endnu en vindmølle, der trak en dynamo.

1. dag på isen. Mon isen kan holde, så man kan begynde at stange ål med åle-jern? Mads står som nr. 2 fra venstre.

Det gik så godt for familien, at man kunne bestille en ny og bedre postbåd. Den blev bygget på skibsværftet i Struer.

Svanen blev så stor, at den kunne laste mere og have flere passagerer med. Der var plads til mange mælkejunger hver morgen, og nu var det muligt at transportere gårdenes dyr til slagtning i Struer.

Al fragt blev bragt til øen med postbåden, og ikke mindst landmændenes afgrøder, gødning og byggematerialer fyldte meget.

Mads havde altid en hjælper med på sejlturene, og flere af dem var ansat hos ham i adskillige år.

Rent økonomisk havde familien det godt. Mads tjente på fragten og passagerne, men han fik også løn fra post- og toldvæsnet, så familien hørte til de bedrestillede på Venø.

Om efteråret tog han sin bøsse på nakken og gik på jagt, men han havde gang i mange andre ting, først og fremmest båden, huset og haven. Han brugte også sin tømreruddannelse og hjalp med at bygge sommerhuse og sommerlejren, Firbjerg-sande, og så holdt han kurser for de stedlige i håndværksfaget.

Når det var søndag, blev børnene klædt fint på, og så gik man til gudstjeneste i Danmarks mindste kirke.

Efter middagsmaden blev der hygget, spillet, leget eller travet småture langs stranden eller på heden.

Mads lavede legetøj til sine børn, bl.a. en bondegård, en dukkevogn, et dukkehus, skøjter og ski, og tit fik drengene lov til at være med i værkstedet, hvor de blev sat ind i værktøjernes forskellige egenskaber, og hvordan de skulle behandles.

I de strenge isvintre, hvor Limfjorden frøs til, var Mads med i det spændende isfiskeri, men isen var besværlig, hvis der skete noget. Da Mads og Karens søn, Ole, fik blindtarmsbetændelse, måtte han trækkes over isen på en lille slæde for at kunne blive opereret på sygehuset i Holstebro.

Når al sejlads var umulig, måtte Mads gå til Struer efter posten, løbe på skøjter med skøjtesejl eller sejle i den isbåd, som han selv byggede. Han fremstillede også en kane til en landmand mod at låne en hest, når han skulle køre over isen til Struer efter post.

Det gik ikke altid lige godt. Hesten gik igennem isen flere gange, og isbåden væltede i fuld fart. Da Mads og Karen skulle have nye møbler transporteret fra Humlum med isbåden, faldt Mads og sønnen David i vandet, da isbåden skulle skubbes det sidste stykke op på land.

Mads blev formand for missionshuset, da David døde. Han var aktiv inden for Indre Mission.

Ole og David. 1937.

Karen havde selvfølgelig travlt med at hjælpe Mads med regnskaberne, med at dele posten rundt og med at passe telefonen, som der ikke fandtes mange af på øen Hun måtte ofte løbe rundt med telefonbesked til andre, og så havde hun jo også sit ulønnede job med at se til øens syge.

Børneflokken voksede og blev til 5, hvoraf Vibeke Andrea Dorthea (Vibe) blev opkaldt efter de 2 bedstemødre, mens Gerda Agnes blev opkaldt efter Karens søster i Odense og Mads’ plejesøster på Venø.

5 børn var mange at holde styr på, men Karen fik sig hurtig en pige i huset, som tog sig af børnene og hjalp med vask og rengøring. Når børnenes skulle have syet tøj, kom Marianne - øens sykone - på cykel, og hun satte sig ved spisebordet og syede på livet løs i adskillige dage.

Karen var ikke tilfreds med skolegangen i den lille toklas-sede skole på Venø. En lærerinde, der boede ovenpå skolen, underviste de små, mens præsten tog sig af de store elever. David var den førte, som blev sendt til Århus for at gå i skole der, og i 1944-45 blev Ole også sendt af sted. De boede hos Mads’ plejesøster, Mae.

Lise havde astma og havde svært ved at klare det fugtige og tågede vestjyske klima og fik et ophold på Julemærkehjemmet i Juelsminde.

Lange Maren var et flot skib, og den kunne sejle hurtig, men man kunne måske diskutere dens sødygtighed. Den blev engang anvendt til transport af mursten. Den blev slæbt efter Postbåden, og pludselig gik den til bunds. Den blev dog hævet igen.

På Venø mærkede man ikke meget til krigen, for der var ingen tyskere på øen. I en periode var der frihedskæmpere i sommerlejren Venøborg, hvor der også blev nedkastet våben. Af og til kunne man opleve luftkampe mellem engelske og tyske fly og antiluftskyts over Oddesund.

Under krigen delte Mads illegale blade ud på Venø, og han havde de forbindelser i Struer, der gjorde, at han altid kunne advare Venøboerne i god tid, når tyskerne enkelte gange indfandt sig på øen. Mads kunne endda nøjes med at ringe hjem til Karen og meddele hende, at der kom fremmede, og at hun derfor skulle børste hans tøj.

Karen vidste da, at hun skulle bringe nyheden videre til Venøboerne. Men når hun begyndte at ringe rundt, fik hun at vide på telefoncentralen, at det behøvede hun ikke at gøre, for det havde man allerede gjort. Alle på øen vidste, at på centralen fulgte man med i alle de samtaler, der blev ført på Venø.

Mads havde engang arrangeret en biograftur til Struer for familien. På hjemturen blev postbåden beskudt, og tyskerne kom om bord og gennemsøgte båden, men Mads fik lov at sejle videre.

I krigsårene tjente Mads en hel del på at sejle med turister til Venø. Nogle ville holde ferie derovre, mens an-dre blot ville på en udflugt til den fredelige ø.

For at kunne klare sejladsen med disse turister, købte Mads endnu en båd. Den fik navnet Ternen - eller Lange Maren - som Venøboerne kaldte den.

Agnes (Mitte) får hjælp af Vibe, Gerda, Lise og Ole. Mae står bagved. Ca. 1950.

Da Karen og Mads havde bygge bungalowen og var flyttet dertil, blev Andrea - efter postfører Davids død 4 år tidligere - alene i husmandsstedet (se side 14).

På det tidspunkt besluttede Agnes at flytte hjem, dels for at være sammen med sin gamle mor, der på det tidspunkt var 74 år, og dels for at realisere sin drøm om at skabe et sommer-pensionat af høj kvalitet.

Den gamle staldbygning til venstre i billedet blev bygget om til 5 enkeltværelser med håndvask og et fælles toilet. I mel-lembygningen et badeværelse og en gennemgang til det oprindelige husmandssted, hvor der blev nyindrettet et køkken, spisestue og dagligstue. På loftet blev der i hver gavl indrette 2 dobbelte værelser samt 2 pigekamre.

Til en-dags turisterne blev der bygget en veranda til læ for vestenvinden.

Moderne efter den tid, men der fandtes ingen elektricitet, og køleskabet var kælderen og et gravet hul isoleret med tang i kartoffelmarken. I krigsårene boede der i Postboligen til tider over 20 mennesker med kun et toilet. I disse år havde Agnes hjælp af kokkepige og stuepige. Senere blev det Mads’ og Karens børn, der på skift hjalp til i sommerferien. Da hun åbnede pensionatet i 1936, var prisen pr. nat for fuld forplejning 7 kr.

Agnes var samlingspunktet om aftenen, hvor hun over teen og hjemmebagt kage underholdt gæsterne med sjove beretninger fra det gamle Venø og sine ture til søs som sygeplejerske. Hun var en eminent fortæller.

Sommerhuset på Venø

Efter 2. Verdenskrig tog Karen og Mads deres næste store beslutning. De ville prøve noget nyt. Den nye tid stod for døren, og den ville de udnytte.

Der var også sket forskelligt, som var medbestemmende til deres beslutning. David og Ole gik i skole i Århus og boede hos Mads’ plejesøster Mae. Lise havde astma, og doktoren i Struer rådede dem til at flytte ind i landet for at komme længere væk fra det fugtige vejr ved kysten, og så var gamle Andrea død julenat 1941. Hun blev taget ud af soveværelsesvinduet for ikke at gå igen. Hun blev kørt på pyntet hestevogn til kirkegården, hvor hun blev begravet mellem sine to mænd.

Agnes havde stadig sit sommerpensionat og det gik ganske godt, og hun kunne sagtens klare sig selv på Venø. Om vinteren var hun privatsygeplejerske hos rige enlige herrer i København, og disse familiære job var hun meget optaget af.

Karens mor Dorthea var også kommet op i årene, og Karen ville gerne tættere på Odense.

Resultatet blev, at De solgte Svanen (postbåden), Ternen og bungalowen så godt, at de kunne forlade øen med en ganske god formue. Verden lå åben for dem.

Alligevel sørgede de for at beholde et stykke af deres gamle jord med udsigt over Limfjorden, og her byggede de senere et lille sommehus, som hele familien havde glæde af, indtil det blev solgt ved Mads’ død i 2000.

Sommerhuset blev udvidet og gennemgik efterhånden store forandringer.

Træerne voksede op og ydede læ for vestenvinden, men udsigten blev bevaret til Limfjorden.

Den 1/12 1945 forlod Mads og Karen Venø med deres 3 døtre og al deres bohave. De flyttede ind midt i Jylland ikke langt fra Hammel til et lille landsamfund med navnet Røgen.

Her købte Mads en vognmandsforretning, hvor han bl.a. skulle køre med mælkeprodukter for et mejeri i nærheden. Men Mads havde ikke kørekort, så derfor måtte han ansætte en chauffør til at køre lastbilen, som i den første tid kørte ved hjælp af en generator, der blev fyret med trækul.

Bag den store rødstensvilla på bakketoppen lå der en garage til to lastbiler.

Mads fik med tiden kørekort, og han begyndte selv at køre med lastbilen, men han var efter sigende ikke nogen god bilist. Om søndagen satte han alligevel bænke op på lastbilens lad og kørte familien og andre på udflugt.

De 2 drenge boede og gik i skole i Århus, mens de to yngste piger gik i landsbyskolen i Røgen, og Lise på realskolen i Hammel, som hun kom til med toget neden for den lange bakke.

Som nabo havde de missionshuset, og der kom Mads i forbindelse med snedker Thomsen. I 1947 besluttede de at gå i kompagniskab og bygge en møbelfabrik bag den røde villa.

Mads og Karen skød hele deres formue i fabrikken, hvor man lavede senge og sengemøbler, men det var svært at få møblerne afsat. Da der opstod brand, blev hele beholdningen af færdige møbler totalt vandskadet. For at klare dagen og vejen blev lastbilen solgt, og Karen påtog sig hjemmesygeplejen i det store sogn, som hun cyklede rundt i både dag og nat.

Mads prøvede at få en forretning op at stå med udrugning af kyllinger, men det glippede også, og i 1949 gik de konkurs. Karens bror, Ludvig, havde et bageri i Fjelleup, og han kautionere for dem, så de kunne flytte hertil og ind i et lille bitte, primitivt hus op ad skolens legeplads til en pris af 12.000 kr.

I løbet af knap 5 år havde Mads og Karen mistet alt, hvad de havde optjent på Venø. De ejede intet - kun deres børn.

Ludvig, der var gift med Agnes, skaffede arbejde til Mads hos en lokal tømrer, og Karen blev hjemmesygeplejerske med egen cykel. Sognet var lige så stort, som det hun kom fra, og ofte måtte hun vaske gulv, lave mad og andet for enlige gamle.

Lise og Vibe cyklede 4 km gennem skoven til Tranehuse, hvor de hoppede på „Gerrildgrisen" til Ryomgård for at komme på realskolen. Senere kom Gerda også på skole der.

Mads og Karen havde af økonomiske grunde lejere med småbørn på loftet, så de havde ikke megen plads til sig selv.

Mads gik hele tiden og forbedrede huset, og det fik både badeværelse og centralvarme til sidst.

Mads havde aldrig fået nogen arv efter sin far, men det havde hans søster Birtha. Den fælles arv brugte hun og Jens, da de etablerede sig med en købmandsforretning. Da de senere kom ovenpå, sendte de penge til Fjellerup - som regel ved juletid. Det var noget der lunede i det fattige Svarrehjem.

David kom i lære og Ole på seminariet i Århus. Da der ikke var arbejde for Mads i Fjellerup om vinteren, rejste han til Odense for at arbejde som tømrer. Han boede da hos Gerda og Peter - Karens søster og svoger.

Selv om Karen fik en knallert - en af de første - så var arbejdet som hjemmesygeplejske så hårdt for hende, at hun i foråret 1955 søgte et job i Århus som natsygeplejerske på kommunens Forsørgelsesanstalt, hvor der var indlagt alkoholikere, subsistensløse og narkomaner. Hun boede et halvt år på et værelse i byen.

Vibe og Lise var flyttet hjemmefra, og de havde påbegyndt deres uddannelse til sygeplejerske.

Karen blev glad for sit arbejde på Forsørgelsesanstalten, selv om det var hårdt. Hver nat blev hun låst inde blandt disse syge socialt dårligstillede og til tider farlige mennesker.

Hun brugte dagtimerne til at søge efter et hus, som de havde råd til at købe. Det fandt hun på Højkolvej 32 i Hasle - en forstad til Århus. Huset koster 32.000 kr. De flyttede ind i september 1955 og holdt deres sølvbryllup her d. 12/10 1955.

Gerda begyndte nu på seminariet, og hun var den eneste af børnene, der endnu boede hjemme.

Karen og Mads havde en god tid i Århus. Der skete meget. Lise, Ole og Vibe blev gift i løbet af 1959, Gerda i 1960 og David i 1963. 

I 1962 var Mads så uheldig at miste 2½ finger under arbejdet med at bygge en badebro. Han kom ind under revalideringen og fik arbejde i Den Gamle By. Det var noget, han var særdeles begejstret for.

Han var bl.a. med til at genopbygge Helsingør Teater og restaurere gamle møbler.

Mens de boede i Århus var der en del dødsfald i den nærmeste familie. Karen mistede sin mor, Dorthea, og 2 søskende Ida og Ludvig. Mads mistede sin plejesøster, Mae, der nægtede at lukke sine øjne, før posten havde været der med hendes pension.

I 1977 flyttede Karen og Mads til Korsør, så de kunne være midt mellem deres børn. Lise boede i Sæby i Nordjylland, Gerda på Bornholm og de øvrige på Sjælland.

I Korsør fandt de en dejlig lejlighed i Fasanhaven 47. Karen var da 74, mens Mads var 75 år, så det var i høj alder, de tog beslutningen om at flytte.

De fik hurtigt nogle gode venner i Korsør gennem Indre Mission. Karen passede sin lejlighed, mens Mads hjalp Ole med have og ombygning af et gamle husmandssted fra 1700-tallet, som han netop havde købt. Da Ole senere flyttede til et nyt hus i Korsør, hjalp Mads også her med haven og med at bygge en limfjordssjægt. På det tidspunkt var han 82 år.

Hver sommer rejste Karren og Mads til Venø og tilbragte megen tid i sommerhuset enten alene eller sammen med nogle af deres børn. Megen tid gik også med besøgsrejser til børnene rundt i landet.

I 1985 døde Mads plejesøster Agnes (Mitte) i Århus i en alder af 89 år. Da de fleste af deres gamle venner på Venø var faldet fra, blev deres ellers så store interesse for Venø mindre.

Karen fik problemer med sin højre arm. Det viste sig at være kræft, og hun fik den fjernet på Rigshospitalet. Det skabte store problemer for hende. I 1989 døde hun på sygehuset i Korsør, 87 år gammel. I 1990 mistede Mads sin ældste datter Lise, der i løbet af ganske kort tid døde af kræft. Hun blev 55 år. I 1992 døde Karens søstre: Gerda og Augusta.

Mads endte sine dage på plejehjemmet Solgården ved Tårnborg skole i 2000, mæt af dage som 98-årig.

Mads Svarres mor, Mariane Poulsens (1871 - 1903) forældre var Mette Marie Jensen og Mads Poulsen.

Lille Mads blev opkaldt efter sin morfar.

Mads Poulsen (1834-1883) var fisker. Han blev født i Langerhuse i Harboøre sogn. Hans forældre hed Poul Madsen Vester og Sidsel Marie Eriksdatter.

Mads Poulsen blev gift med Mette Marie Jensen (1835-1913), der var født i Fabjerg sogn. Hun var datter af gårdejer Jens Christensen og Ane Rasmusdatter. De er begge begravet på Humlum kirkegård.

 Mette Marie Jensen og Mads Poulsen fik i alt 9 børn, 7 piger og 2 drenge. Børnene blev født i tidrummet 1861 - 1873. Mariane var nr. 8 i søskendeflokken.

Mads’ far var Jens Christian Mikkelsen Svarre (1874 - 1915).

Hans forældre - Mads’ bedsteforældre - var Birthe Jensen (1844-1884) og Mikkel Mikkelsen Svarre (1838-1887). Vi ved, at han boede på Fur og som ung fiskede i Limfjorden - sikkert fra sjægt. Om han vedblev at være fisker er ukendt.

Mikkel Mikkelsen fik 9 børn med Birthe, inden hun døde som 40-årig. Af deres 9 børn døde 4, inden de blev 4 måneder gamle. Mads’ far var deres 3. barn.

Mikkel Mikkelsen giftede sig 4 år senere med den 45-årige Inger Mikkelsen. I dette ægteskab var der ingen børn.

Mads’ oldefar var Mikkel Mikkelsen (1805-1880). Han blev kaldt Lange Mikkel. Han giftede sig med Ane Marie Nielsdatter (!816-1878), som blev Mads’ oldemor.

Mikkel Mikkelsens slægt stammer fra Fur, og slægten kan føres tilbage 1600-tallets begyndelse. Deres efterkommere er indtil 1995 blevet til 1.495. En stor familie på 200 år, men de fik også 12 børn, der alle blev voksne. Kun 3 af dem fik ingen børn.

Ane Maries forældre, Niels Pedersen Thise og hans kone, Boel Jepsdatter havde en gård i Debel på Fur. I 1836 overlod de gården til Mikkel Mikkelsen og Ane Marie mod at få lov til at blive boede på gåden som aftægtsfolk.

Mikkel Mikkelsen blev født på Bjerregaard på Fur. Hans far - Mads’ tipoldefar - hed også Mikkel Mikkelsen (1757-1806), og han var også født på samme gård. Hans kone - Mads tipoldemor - hed Johanne Jensdatter (1769-1829). Hun blev født på en gård i Nederby tæt ved Bjerregaard.

Karen Andersdattter 1827-1897

Karens morforældre kom oprindelig fra Tyskland, hvor Ferdinand Konrad August Kuhlemeier var født i Lippe Detmold. Han giftede sig d. 13. juni 1861 med Karen Andersdatter, der var født i Orte, Dreslette.

De bosatte sig senere i Tommerup på Fyn , hvor Ferdinand har ejet flere teglværker. Den sidste har ligget i Gadstrup ved Nørre Åby.

Sammen fik de 6 børn:

Marie Conradsen Kuhlemeier født 10/5 1861. Hun blev født 1 måned før brylluppet.

Anders Peter Conradsen Kuhlemeier født 1864

Gjertrud Kristine Conradsen Kuhlemeier født 1865

Rasmus Christian Conradsen Kuhlemeier født 1867

Maren Dorthea Conradsen Kuhlemeier født 1869

Nielsine Conradsen Kuhlemeierfødt 1872 

Herudover havde Ferdinand et dreng uden for ægteskab. Han blev født i 1857, 4 år før han indgik ægteskab med Karen Andersdatter.Han fik navnet Conrad Conradsen.

Karens morforældre er begravet på kirkegården i Nørre Åby.

Rasmus Christian.

Ferdinand Konrad August Kuhlemeier var søn af Simon August Kuhlemeier (1791- 1850). Han var husejer med lidt jord og boede i Diestelbruch (Lippe Detmold). Han blev gift med Anna Maria Elisabeth Beermann (1788 - 1850). De fik i alt 7 børn, hvoraf Ferdinand var den yngste.

Simon August Kuhlemeier var søn af Johann Bernd Heinrich Culemeier (1758 - 1805). Han var husbesidder med et mindre landbrugsareal i Diestelbruch. Johann blev gift med Anna Ilsabein Jäger (1767 - 1805). De fik også 6 børn, hvoraf der var et hold tvillinger, der døde ved fødslen.

Johann Bernd Heinrich Culemeier var søn af Hans Hermann Adolf Culemann og Anna Isabein Witte med bopæl i Diestelbruch. De blev gift d. 3/10 1756.

I Staatsarchiv i Detmold står efternavnet som „Kulemann". Efternavnet har åbentbart gennemgået visse ændringer. Muligvis har navnet først været Kulemann, så Culemeier og til sidst Kuhlemeier.

Vi kender ikke meget til Karens bardom i Odense, men vi ved at det var en voldsom overgang for hende at komme til Venø.

Hun trådte ind i et samfund, som havde nok i sig selv, og det var ikke let for hende at leve sammen med Mads’ to plejesøstre og deres gamle mor. De var stærke personligheder, som hele tiden havde domineret Mads og nu også forsøgte at sætte sig på Karen. Hverken Mads eller Karen sagde fra, og derfor har familieforholdet været ret så anstrengt ind i mellem.

Karen følte sig ofte alene, og selv om hun i løbet af 7 år fik 5 børn, så levede hun ofte i sin egen verden, hvor børnene blev overladt til pigen i huset, mens hun selv fordybede sig i litteratur, musik og klarverspil.

Hun bekymrede sig meget om familiens økonomi, men satte alligevel pris på det mod, Mads havde til at skabe spændende fysiske rammer omkring hende fx. ved at bygge øens flotteste hus samt hans mange ideer, som ikke altid lykkedes, måske fordi de ikke var tilstrækkeligt gennemtænkt. Da han gik konkurs, satte hun alle sejl til for at få økonomien på fode igen.

Karen befandt sig godt i sit arbejde som sygeplejerske, og hun havde stor respekt for sine patienter - også selv om de var sprittere. Hun var meget afholdt - ikke mindst i sit arbejde som hjemmesygeplejerske både på Venø, i Røgen og Fjellerup.

Mads besad ikke Karens kritiske holdning. Han var derimod altid den samme sjove, morsomme, varme og kærlige mand, der troede på, at alt kunne lykkes. Han var hjælpsom og iderig i sit arbejde, og han ville gerne lære fra sig. Han kunne lide at lege og spille med sine børn og skaffe gode ramme for deres aktiviteter i form af legetøj og legeredskaber. Børnene elskede ham, selv om han også kunne sætte dem på plads, når de var gået over stregen.

Mads var påvirket af Indre Mission, og intet måltid blev påbegyndt uden bordbøn. Hver aften, før han lagde sig til ro, takkede han længe højlydt Gud for dagen, der var gået, og bad om, at Gud ville holde sin velsignede hånd over alle i familien. Ingen blev glemt. Æret være deres minde.