Limfjordssjægten SAVIK

Limfjordssjægten SAVIK

 

I sommeren 1982 var jeg på Venø sammen med min familie og min gamle far på 80. På engen tæt på havnen lå der en gammel sjægt. "Sådan en sejlede jeg i  til Struer , når jeg ville besøge min kæreste," sagde min far.

Vi undersøgte båden, og den var ikke mange sur sild værd. Den havde ligget alt for længe på land, og den var ved at falde fra hinanden. 

På vej hjem til Korsør gjorde vi hold ved lystbådehavnen i Struer, og ved en af broerne lå der en nybygget sjægt. Mens vi stod og beundrede den, kom en yngre mand ud på broen. Han hoppede ned i sjægten og begyndte at tømme den for vand, og jeg spurgte ham om, hvor den sjægt var blevet bygget.

"Det har jeg gjort sammen med søspejderne i Holstebro", fortalte han. "Vi har bygget den efter opmålingstegninger af en sjægt, som  vi har fået fat på fra Søfartsmuseet i Helsingør.

 

 

Jeg var imponeret over, at nogle spejdere kunne bygge en sjægt, og på hjemturen til Korsør  tænkte jeg kun på, at når spejdere kunne, så kunne jeg vel også gøre det.

 

I løbet af vinteren blev jeg klar over, at jeg også ville prøve at bygge en sjægt, men den i Struer fandt jeg var lidt for stor - 22 fod - hvis jeg skulle sejle den alene. Jeg gik på biblioteket og lånte bogen: Limfjordssjægten af H. Nørgaard Pedersen. I den fandt jeg en tegning af en sjægt på 18 fod (eller mere nøjagtig med en længde på 5,43). Den opmålte sjægt var blevet bygget i Sillerslev på Mors i 1909, og nu stod den udstillet på Søfartsmuseet i Esbjerg. Jeg kontaktet museet og fik er kopi af opmålingstegningerne. 

Vinteren 1982-83 gik med at studere disse tegninger og gennemlæse en norsk bog, der beskrev, hvordan man kunne bygge en norsk skjekte. 

Efter sigende skulle en fisker fra Limfjorden havde været i Norge og set disse skjekte sejle med imponerende hastighed i fjordene, og han tænkte, at den bådtype med storsejl, fok og topsejl lige var noget for Limfjordens fiskere, dels fordi den ikke stak ret dybt og derfor kunne sejle helt ind til stranden med fangsten, men også fordi den til enhver tid kunne sejle fra fiskeriinspektoratets båd - og det var da slet ikke værst. I løbet af få år blev der bygget mange af disse både, som fik navnet sjægt eller sjægte. Fiskeri med limfjordssjægten havde sin helt store opblomstringstid fra ca. 1850 til 1925.

Da foråret 1983 oprandt kørte jeg til savværket i Dianalund og hentede træ til min sjægt, som -  når den var færdigbygget - skulle have det grønlandske navn SAVIK, der betyder kniv, idet jeg forventede af min sjægt ville blive en hurtigsejler, der kunne skære gennem vandet som en skarpsleben kniv. 

 Med udsigt over Storebælt  fik jeg ryddet terrassen og anbragt den tilhuggede køl med de to fastspændte stævne i arbejdshøjde under et primitivt oversejl, så jeg kunne arbejde, selv om det regnede. Over kølen lavede jeg af forskallingsbrædder skabeloner, der løseligt var formet som spantetegningerne foreskrev.

Savik skulle bygges af lærk på eg, mens rundholterne skulle være tuja. Lærketræet til bord anbragte jeg i stuen, hvor de blev optegnet - først på pap, derefter på selv træet for at få den rigtige facon. 1 til hver side.  Da bordene ikke kunne fremstilles i et stykke, måtte de laskes sammen på egnede steder indvendig i skroget. Når det næste bord var høvlet og savet til i facon, blev det nittet samme med bordet nedenunder med kobbernagler og -nittere. 

 

 Først, da det øverste og syvende bord var nittet på, blev spanteskabelonerne af forskallingsbrædder taget ud af båden, og nu kunne egespanterne saves til på alle kanter og sættes i båden. Årerne i spanterne skulle følge bådens facon, ellers ville de flække, så derfor havde jeg skåret spantesnittene ud i masonit, og med dem i hånden fandt jeg egestykker på savværket, hvor årerne forløb som de skulle.

Det næste, der skulle ske, var at få dammen isat på en sådan måde, at vandet kunne komme ind i dammen med ikke ud i båden. Det var ikke let. Derefter skulle der laves dæk, tofter til at sidde på, ror, rorpind, årer, mast stager til storsejl, topsejl og mekke maget mere. Til sidst skulle sjægten behandles mod råd, og min blev ilet, men oliebehandlet. Da sjægten skulle ligge i vandet det meste af året, blev bunden behandlet med en giftig maling, der kunne forhindre begroning. Sejlede blev syet efter mål hos en sejlmager i Frederikshavn.

Savik blev transporteret til Korsør Nor, hvor den blev søsat d. 15/7 1984.

 

 

I Korsør opstod der forening omkring Savik, hvis formål det var at bringe den til det årlige verdensmesterskab for Limfjordssjægte i Hjarbæk. Det varede ikke mange år, før 2 af medlemmerne i sjægteklubben fik anskaffet sig en lynæsjolle Sara og en gammel sjægt, Pax, som klubben restaurerede. Da det var overstået, kunne vi ugentlige afholde kapsejlads i Korsør Nor. Klubben har med deres 3 både deltaget i verdensmesterskaberne i Hjarbæk fjord,  i sejladser Venø Rundt, i Ringkøbing fjord, i Øhavet Rundt sammen med andre gamle træskibe, i kapsejlads på Øresund og en længere sejltur rundt i Limfjorden.

Da jeg flyttede til Nykøbing Sjælland fulgte Savik med, men da jeg senere flyttede til Måløv, blev Savik solgt i 2005 til en arkitekt og en farmaceut, der har sommerhus i Nakke ved  Rørvig. Savik ligger nu og vugger sødt ved en bro i Rørvig havn. Bådebyggeren i Rørvig havn har givet den et nyt dæk i 2013.